Guttorm Åsolvsson på Rein [4910]
(Før 1120-1183)
Eldrid Jonsdatter af Blindheim [4911]
(Før 1120-Efter 1135)
Jarl Guttorm Austmannsson [3412]
(Omkr 1130-Efter 1167)
Ingrid Guttormsdatter på Rein [3421]
(1135-Efter 1150)
Helene Guttormsdatter [3400]
(Omkr 1170-Efter 1211)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Ridder Esbern Snare til Sæbygård [3399]

2. Kong Valdemar II Sejr af Danmark [3419]

Helene Guttormsdatter [3400] 1 3 4

  • Født: Omkr 1170, Östergötland, Sverige 5
  • Ægteskab (1): Ridder Esbern Snare til Sæbygård [3399] ansl 1185 1 2
  • Parforhold (2): Kong Valdemar II Sejr af Danmark [3419] 3 4
  • Død: Efter 1211 5
  • Begravet: Linköpings domkyrka, Östergötland, Sverige 4
Billede

  Notater:

Claus' tip-21-oldemor. Ullas tip-21-oldemor.

Efter Esbern Snares død blev Helene Valdemar Sejrs frille. Da han giftede sig med Dagmar, tog Helene tilbage til Östergötland. 5


Billede

Helene blev gift med Ridder Esbern Snare til Sæbygård [3399] [MRIN: 1180], søn af Asser Rig [3410] og Inge Eriksdatter [3411], ansl 1185.1 2 (Ridder Esbern Snare til Sæbygård [3399] blev født omkring 1127,6 døde i 1204 i "Sæbygård", Holbæk amt 1 5 og blev begravet i Sorø kloster 7.)


Billede

Helene havde et forhold til Kong Valdemar II Sejr af Danmark [3419] [MRIN: 1189], søn af Kong Valdemar I den Store af Danmark [4286] og Sofia Volodarsdatter [4287].3 4 (Kong Valdemar II Sejr af Danmark [3419] blev født den 21 Jun. 1170,8 døde den 28 Mar. 1241 i Vordingborg 8 og blev begravet i Sct. Bendts kirke, Ringsted 8.)


Billede

Kilder


1 Lars Bisgaard og Mogens Kragsig Jensen, Danmarks Adels Aarbog 2009-2011. Nioghalvfemsindstyvende årgang. (Udgivet af Dansk Adelsforening. Syddansk Universitetsforlag. 2012. (Bogen kan downloades fra Slægtsforskernes Bibliotek)), s.564-569 (opslag 548-553).
Skjalm Hvides efterslægt

I
ASSER-LINJEN
(se stamrækken nr. 3)


Første (andet) slægtled
1. Asser Rig, † omkring 1150 (se note), begr. ved sin ægtefælle Inges side i koret i Sorø Kirke. - Besad formentlig gård i Kirke Fjenneslev (Fjenneslev S., Alsted H.), byen eller dele af den omtales af sønnen Absalon som fædrenearv, men ellers er det kun sagnet der knytter Asser til byen. Skænkede Sorø Kloster til stiftelsen og senere: gods i Heglinge (Pedersborg S., Alsted H.) først 1/9 siden halvdelen samt i den tilhørende sø, landsbyen Sorø (Sorø S., Alsted H.) og af skoven nord for byen først 1/9 siden 3/5. 2/5 af Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.) samt skov og en fiskeplads kaldet *Wæthlegerdh. - Forestod med broderen Ebbe stiftelsen af Sorø Kloster i 1140'erne. Indtrådte i klostret kort før indvielsen og døde 12 dage efter. Opfostrede ifølge Saxo i en periode kong Valdemar I den Store. Knytlingasaga hævder modsat, at Valdemar voksede op i Rusland (se note). Saxo omtaler i øvrigt Skjalmsønnerne under et som nære venner af Knud Lavard, der efter drabet på ham i 1131 sørgede for hans lig og ønskede ham begr. i Roskilde. Rejste sig herefter med Peder Bodilsen mod kong Niels, og endelig nægtede de i 1136/37 at deltage i Peder Bodilsens og ærkebiskop Eskils oprør mod kong Erik II Emune trods disses trusler. Identificeres normalt med stifteren på Fjenneslev Kirkes stifterbillede. - Gift med Inge, der overlevede ham. Hendes ofte hævdede kongelige afstamning kan ikke påvises. - Lod ifølge en fortælling kendt fra 16. årh. Fjenneslev Kirke bygge, mens hustruen satte to tårne på kirken. Der er ingen historisk kerne i fortællingen ud over slægtens tilknytning til Fjenneslev. - 3 børn: Andet (tredje) slægtled nr-2-4.

Andet (tredje) slægtled

Asser Rigs børn med Inge (se nr. 1)
:
2. Esbern Snare, * før 1130 (se note), † 1204, begr. i Sorø Klosterk. foran trinnet til højkoret, det her fundne skelet er dog angiveligt ikke hans (se note). - Da flere af børnene har gods i Bringstrup og Ørslev under Skoven (begge Bringstrup S., Ringsted H.), har dette gods formentlig oprindeligt været Esberns. Gav for sin første kone Holmfreds sjælefred hovedgård og landsby i hhv. Bromme (Bromme S., Alsted H.) og Munke Bjergby (Munke Bjergby S., Alsted H.). Gav for sin anden ægtefælle Ingeborgs sjælefred en hovedgård i Ovre (Rødovre og/eller Hvidovre, Hvidovre S., Sokkelund H.) til Sorø Kloster. Den rolle Stenmagle-komplekset spillede i Sorø Klosters kamp mod Esberns arvinger sandsynliggør, at han også selv havde besiddet dette gods. En datter kaldtes "til Tersløse". Dermed tegner der sig et billede af en næsten sammenhængende godsbræmme nord om Peder Torstensens (se under Cecilie) med storgods i det centrale og vestlige Alsted H. Mageskiftede sammen med sin bror Absalon ¾ bol i Ottestrup (Ottestrup S., Slagelse H.) og ¼ bol i Rosted (Sørbymagle S., Vester Flakkebjerg H.) for 1 ¾ bol i Gudum (Gudum S., Slagelse H.) og Slagelse St. Mikkel sogn (Slagelse H.), som de straks gav videre til Sorø Kloster. Fik ved broderen Absalons død 1201 dennes besiddelser i Kirke Fjenneslev. Om Esberns tilknytning til Tissø, se indledning. - Tilnavnet svarer til det nudanske substantiv snare. Nævnt første gang i sidste fase af borgerkrigen (1154-57). Er nævnt i Næstved Broderliste og må formodes at have været en af klostrets velgørere. Ifølge Ældre Sjællandske Krønikes fremstilling af det skånske oprør fik Esbern embede af sin bror Absalon i Skåne 1177/80 og hørte til kredsen af "fremmede", som skåningerne ønskede ud. 1199 vidne i København på broderens store Sorøgave. 1201 til stede ved udfærdigelse af broderens testamente, hvori han bl.a. tildeltes deres fars bæger og endnu et sølvbæger "lavet af Hildebrand". Saxo har en lang række beretninger og notitser om Esbern: Var kong Valdemar I den Stores mand og budbringer under borgerkrigen. Før dette formentlig Sven Grates mand. Ledte Valdemars parti, mens denne skjulte sig for Sven og førte ham til Jylland. Var her rådgiver og spejder. Gik efter sejren ved Grate Hede forgæves i forbøn for Riber-Ulf (se V, 2). Indtrådte 1-2 år efter dette sammen med tre andre Hvider i kongens nærmeste råd. Deltog i de fleste af de næste 25 års togter mod venderne, hvor han indgik i hærledelsen og i flere tilfælde udviste stort heltemod. 1162 med kong Valdemar I den Store på besøg hos den tyske kejser nær Dijon, et besøg Esbern selv havde frarådet. Byggede omkring 1166 befæstningen Kalundborg. Desuden, måske i perioder, kystvagt og sørøverjæger. 1170 udsending til den norske konge, Erling Skakke. Karakteriseret ved omtanke og især dristighed og heltemod langt ud over det almindelige. Var 1176 stadig ifølge med Absalon med til at afdække Magnus Eriksens sammensværgelse. Deltog også på togter med den unge kong Knud VI frem til 1186, hvor Saxos beretning slutter. Mod Saxo beskriver Heimskringla, at Esbern snarere var gidsel end udsending hos Erling Skakke (se note). Den helt dominerende rolle i landets ledelse, som Saxo tildeler ham, afspejles ikke i tidens fåtallige officielle dokumenter og kan diskuteres. 1187/88 andetsteds fremstillet som den, der førte ordet ved kongens bord og opfordrede den danske stormandskreds til at deltage i det tredje korstog. Indtrådte på et tidspunkt i Herrisvad Kloster i Skåne. De tilbageblivende rester af borgen i Kalundborg kan ikke dateres tilbage til Esberns tid. Esberns svigersøn, Peder Strangesen, og efter ham dennes enke Ingeborg (s.d.) sad senere på Kalundborg. Det er dog tvivlsomt om borgen tilhørte slægten (se under Ingeborg). Anses traditionelt som bygherre af Kalundborgs særegne kirke (se note). Esbern optræder i flere sagn, hvor han bliver taget af den onde selv. Sagn knytter sig også til bygningen af Kalundborg Kirke og Fjenneslev Kirkes to tårne. I svenske versioner af en skandinavisk folkevise er det Esbern, der får kongens datter. - Gift (1) med Holmfred, † efter 1163. - Gift (2) med Ingeborg, † før 1181. - Gift (3) med Elene, der efter traditionen var datter af den svenske hertug Guttorm (se note). - 5 børn: Niels Mule, Johannes, Absalon Fed (Bælg), Ingeborg og Cecilia. Ingeborg er formodentlig datter af Esberns tredje kone, Niels Mule søn af den første (se note), se tredje (fjerde) slægtled I, nr. 5-9.
3. Ingefred, den eneste kendte søster af Absalon og antagelig den unavngivne søster, gift med en Peder, som Absalon ifølge Saxo gør ophold hos under sin flugt i 1157 på vej fra Ramsø til Fjenneslev. Peder kaldes ofte af Borup i fremstillinger, måske pga. Knytlinga sagas beskrivelse af flugten, hvor man drager fra Ramsø til Borup. Ifølge Saxo aktiv for Valdemar-partiet efter blodgildet i 1157. - Søn: Tredje (fjerde) slægtled II, nr. 10.
4. Absalon

Tredje (fjerde) slægtled

I

Esbern Snares børn (se nr. 2)
5. Absalon Fed
6. Johannes
7. Cecilie. - Intet kendt gods, men i Gavebogen kaldet "til Tersløse" (Tersløse S., Merløse H.). Gjorde gennem sin ægtefælle Andreas krav på Stenmagle-komplekset efter broderen Absalons død. - Gift med Andreas Grosen, nævnt i kongefamiliens følge 1241-45, nevø til Cecilies svoger, Peder Strangesen, † omkring 1245. - Børnene Absalon, Strange og Ingeborg. Johannes, s.a. Andreas Grosen, er muligt også hendes søn. - 4 børn: Fjerde (femte) slægtled I, nr. 11-14.
med Holmfred:
8. Niels Mule
med Elena:
9. Ingeborg, † 1267 i Slesvig. - Skænkede 1250 Sorø Kloster gård i Bringstrup samt af Ørslevøster (begge Bringstrup S., Ringsted H.). - Ægtefællen Peder på Ingeborgs vegne i strid med Sorø Kloster i begyndelsen af 1230'erne om Stenmaglegodset. Måske som kompensation skænkede Ingeborg det nævnte gods i Bringstrup og Ørslevøster. Bevidnede omkring 1260 et mirakel i Kalundborg relateret til den spirende Erik Plovpenning-kult. Blev fordrevet fra Kalundborg i 1262. I Gavebogen og Gravkataloget kaldt "af Kalundborg". - Gift med Peder Strangesen, † 1233 eller 1241, kautionist for kongen og aktiv i rigsstyret i 1220'erne og formentlig forlenet med Kalundborg, † senest 1241 (se note). Det er ikke muligt at bestemme, om Kalundborg, hvor Esbern Snare i sin tid byggede borgen, var allodial ejendom, som var gået i arv til Ingeborg, eller om det var en form for embedslen eller fogedi, som først Esbern og siden hans svigersøn bestred. Det sidste er tilfældet sent i 13. årh. og har formentlig også været det før. - Børnene Ingeborg, Marina, Elisabeth, Magga, Margrethe, Andreas og måske Elene. Sønnerne Andreas og Johannes er med sikkerhed søn af både Ingeborg og Peder. Datteren Elene er kun med sikkerhed datter af Peder Strangesen. De øvrige døtre er kun med sikkerhed Ingeborgs. Sønnen Johannes kendes kun fra Gravkataloget og benævnes her Peders og Ingeborgs søn. Han medtages her trods usikkerheden i overleveringen. - 8 børn: Fjerde (femte) slægtled III, nr. 16-23.

II
Ingefred Assersdatters søn med Peder (se nr. 3)
:
10 Aleksander, hærfører ved erobringen af Camin 1185/86. Kendt fra det mislykkede danske forsøg på at tilslutte sig 3. korstog 1188-92, hvor han selv stillede skib. Vidne to gange 1199 for hhv. Johannes Sunesen og ærkebiskop Absalon og igen 1201 ved Absalons testamente, ved hvilket hans kommentarer til teksten er overleveret sammen med selve testamentet. Betænktes her selv med brynje og hans børn med sølvbægre. Blev i testamentet pålagt at få udført en messehagel. I korstogsberetningen betegnet som rig på ejendom, men nærig. Beretningen lokaliserer ham nærmest til Skåne. Syntes at have stået Absalon nær. - 3 sønner: Fjerde (femte) slægtled IV, nr. 24-26.

2 H.R. Hiort-Lorenzen og A. Thiset, Danmarks Adels Aarbog. 1898. Femtende Aargang. (Kjøbenhavn. Vilh. Trydes Boghandel.), s.224-225.
Hvide †.

3. Asser Røg, boede i Fjenneslev, gav ligesom sine Brødre meget Gods til Sorø Klosters Stiftelse og gav sig selv ind i dette Kloster, † 1151; g. m. Inger Eriksdatter, Datterdatter af Kong Knud den Hellige, † 1157. Børn:
a. Esbern Snare, f. 1127, var 1157 nærværende ved Overfaldet i Roskilde, kæmpede siden mod Venderne og i Kurland, byggede Borgen ved Kalundborg og Kalundborg Kirke, berømt for sit Mod og Snille, † 1204 paa Sæbygaard, begr. i Sorø Kirke, hvortil han gav meget Gods; g. (1) m. Holmfred, begr. i Sorø, (2) m. Ingeborg, begr. i Sorø, (3) m. Helene, Hertug Guttorms Datter. Børn:
1) Absalon Bælg eller Fed
2) Johannes
3) Niels Mule
4) Cecilie; g. m. Anders Knudsen, kaldet Grosøn, af Tersløse.
5) Ingeborg af Borg (Pedersborg, Alsted H.), † 1267; g. m. Peder Strangesen, † 1241.
b. Absalon
c. Ingefred, levede 1157; g. m. Peder.
...

3 H.R. Hiort-Lorenzen og A. Thiset, Danmarks Adels Aarbog 1916. Tre og tredivte Aargang. (Kjøbenhavn. Vilh. Trydes Boghandel.), s.422-424.
Skarsholm Slægten.

Valdemar Seirs Linie.
Kong Valdemar Seir havde med Hr. Esbern Snares Enke Helene, Hertug Guttorms Datter, to Børn:
1. Knud, blev 1216 Hertug af Laaland (9), 1219 Hertug af Estland, blev 1222-23 beleiret i Lyndanise af Esterne, 1227 fordrevet fra Estland, 1232 Hertug af Bleking, deltog 1246 i Oprøret mod Kong Erik Plovpenning, blev 1247 sat i Fængsel på Stegehus, men blev Aaret efter befriet af Lybækkerne, stadfæstede 1250 sin Halvsøster Fru Ingeborgs Gaver til Sorø Kloster, hvortil han selv s. A. gav Gods i Sørninge, ombyttede atter sit blekingske Hertugdømme med Laaland, † 15 Okt. 1260, begr. i Ringsted Kirke; g. m. Hedevig, Hertug Svantepolk af Pommerns Datter. Børn: …
2. En Datter ….

4 lex.dk, Olrik, Jørgen: Helene - kongelig elskerinde i Dansk Biografisk Leksikon. Hentet 11. maj 2021.
Helene (kongelig elskerinde)

Helene, levede 1204, formentlig begr. i Linköping domk. H.s far havde danske forbindelser; han havde 1163 hentet kong Karl Sverkesøns danske brud og stået fadder til Valdemar I's søn Knud. H. har rimeligvis været opkaldt efter den hellige Elin (Helene) av Skovde der kanoniseredes 1164, og hvis dyrkelse også lokaliseredes i Tisvilde i Nordsjælland. Da Esbern Snare havde mistet sin anden hustru ægtede han, skønt til års, den unge svenske jarledatter. I dette ægteskab fødtes Ingeborg "af Kalundborg" og måske flere andre børn. Kort efter Esberns død 1204 stod H. i forhold til kong Valdemar Sejr og fødte ham sønnen Knud. Men da Valdemar ægtede Dagmar 1204 ophørte vistnok dette slegfredforhold, og H. synes at have forladt Danmark. I hvert fald blev hun ikke som Esberns to andre hustruer jordfæstet i Sorø, og af diplomer fra 1300-tallet fremgår at hun ved Linkdping domkirke stiftede Vor Frue kapel med tilhørende præbende; her har hun da rimeligvis valgt sit gravsted, og hendes gave øgedes senere af hendes sønnesøn Sventopolk Knudsen og hans æt. Valdemar Sejr gjorde sin og H.s søn til hertug og skænkede ham sit gods i Sverige hvor også H. må have efterladt ham en betydelig arv. - En i nyere tid fremsat gætning gående ud på at identificere H. med den i Tisvilde dyrkede helgen af samme navn må anses for aldeles forfejlet.

Familie
Forældre: jarl (el. hertug) Gudorm af Sverige og hustru. Gift Esbeni Snare, født ca. 1127 i Fjenneslev, død 1204 på Sæby gård (?), s. af Asser Rig (død sidst i 1140erne) og Inge. - Mor til Ingeborg (død 1267) og Knud (ca. 1205-60).

Bibliografi
P. F. Suhm: Hist. af Danm. IX, 1808 192-95. Johs. Steenstrup: Vore folkeviser, 1891 248-51. H. C. Bering Liisberg: Domina Helena, 1919 64-74 (anm. af H. Olrik i Nord. t., 1919 332-42 og af J. Olrik i Danske studier, 1919 158-60).

5 Sigvard Mahler Dams Slægtsside, Hvideslægten: Esbern Snare & Helene Guttormsdatter.

6 Steen Thomsen's side, Dansk adel før ca 1700 - personliste: (Hvide), Esbern Snare (ca 1127 - 1204).

7 Nationalmuseet, Danmarks kirker, Sorø Kirke s.79.

8 lex.dk, Hørby, Kai: Valdemar 2. Sejr i Dansk Biografisk Leksikon. Hentet 12. maj 2021.
Valdemar 2. Sejr, 24.6.1170-28.3.1241, konge. Valdemars imponerende erobring af Nordalbingien (grevskaberne Holsten og Ratzeburg, byerne Lübeck og Hamburg) var i det væsentlige tilendebragt da han blev konge. Den er resultat af en politik han havde ført som hertug af Slesvig, måske siden tiltrædelsen 1187, men særlig efter kejser Henrik 6.s død 1197 hvor det lykkedes ham at udnytte heldige konjunkturer i tidens forviklede tyske konge- og kejserpolitik til fuldstændig at berøve grev Adolf af Holsten hans magtområde. Efter kroningen i Lund juledag 1202 drog han straks tilbage til Nordtyskland for at tilendebringe ordningen af sine erobringer og det er karakteristisk at han til sine titler som konge af Danmark og hertug af Jylland føjer betegnelsen herre over Nordalbingien (dominus Nordalbingie), en titel han først opgav at føre da han 1214 havde fået en kejserlig accept af sit overherredømme over landene nord for Elben og Elde (og dermed for alvor kunne opfatte det erobrede som en del af sit eget magtområde, også da kejsermagten til sin tid søgte at trække sin godkendelse tilbage).

Valdemar efterfulgte sin barnløse bror Knud 6. på tronen uden på forhånd at være designeret eller hyldet. Dette sammen med den betydelige udvidelse af det danske kongeriges magtsfære, som gennemførtes i hans regeringstid, tillod ham efter kroningen i Lund 1202 (ved den tidligere kongelige kansler, den da nytiltrådte ærkebiskop Anders Sunesen, og velsagtens i forståelse med denne) at gennemføre en selvstændig videre udvikling af den danske kongemagts selvforståelse der blev af største betydning for de næste ca. 200 års regeringsudøvelse. Valdemar understregede, endnu stærkere end sin far, hvorledes kongemagten stod som øverste myndighed i hans kristent opbyggede stat. Dette fandt et (måske outreret) udtryk i den procedure der fulgtes da Valdemars ældste søn af samme navn gjordes til medkonge i faderens levetid og dermed udpegedes til hans efterfølger. 1215 svor "rigets bedste mænd" ham troskabsed ved et møde på Samsø og samme år hyldedes han af folket på Viborg landsting. 1216 toges Valdemar den Unge under særlig pavelig beskyttelse og 1218 kronedes han af kongen selv (der satte diademet på hans hoved) midt i en strålende fyrstelig forsamling i Slesvig med femten biskopper og seks hertuger og grever til stede. Valdemar den Unge var eneste søn i det ægteskab Valdemar indgik 1205 med den böhmiske prinsesse Dagmar der imidlertid døde allerede 1212. Valdemars andet ægteskab, med Berengaria af Portugal, den flanderske greves søster, blev indgået 1214 og dette forhold er sikkert baggrunden for at spørgsmålet om successionen efter Valdemar straks søgtes løst på en endegyldig måde. 1231 døde imidlertid denne medkonge og tronfølger (ved et vådeskud under jagt på Refsnæs), og det blev Berengarias sønner Erik, Abel og Christoffer der i alders rækkefølge succederede. Til kongehusets nøje afstemte familiepolitik hører det at Valdemar den Unge 1229 (otte år efter Berengarias død) var blevet gift med Eleonora af Portugal, der var Berengarias brordatter, og at Valdemars tre efterfølgere til sin tid knyttedes i ægteskabsforbindelse til henholdsvis Sachsen, Holsten og Pommern. To sønner uden for ægteskab, Niels og Knud, gjorde Valdemar til henholdsvis greve af Halland og hertug først af Reval siden af Blekinge. Den førstes ægtefælle var prinsesse af Schwerin, den andens er ukendt hvad angår hendes herkomst.

Valdemar gjorde straks ved sin tronbestigelse sin søstersøn Albrecht af Orlamünde til greve over Holsten og Ratzeburg, mens han placerede sig selv i den tyske konges rettigheder over de vigtigste bispedømmer og ikke mindst over for den rigs-umiddelbare by Lübeck. Det gjaldt for ham fortsat at udnytte de tyske fyrsters brydninger omkring konge- og kejserværdigheden, uden at tabe pavestolens gode vilje. Da pave Innocens 3. 1212 gjorde Henrik 6.s søn Frederik 2. til tyskromersk kejser mod welferen Otto af Braunschweig var Valdemar blandt dem der straks støttede Frederik 2. Valdemar fik til gengæld 1214 dennes afståelse af de kejserlige højhedsrettigheder over landene nord for Elben og Elde (en ret hverken Valdemar selv eller hans nærmeste efterfølgere nogen sinde gav fra sig) og 1215 gjorde kejser Otto angreb på Danmark (støttet af flere tyske fyrster og bl.a. ærkebiskop Valdemar af Bremen, den danske kongeætling), men Valdemar vandt over dem.

I de første tyve år af sin regeringstid var Valdemar til stadighed med hæren i Nordtyskland med det formål at sikre sit magtområde uden at være nødt til at udvide det. 1205 havde han gjort et fremstød mod Pommern og 1210 ved et nyt togt underlagt sig Pommerellen, med pavelig støtte som forberedelse til at bruge Valdemar i et stort missionsfremstød i den østlige del af Østersøegnene. Dette kulminerede 1219 i erobringen af Estland hvorved Valdemar blev hertug af Estland, og en del af de erobrede områder lagdes ind under sværdridderne (den kristne ridderorden der 1237 gik op i den tyske orden Mariaridderne). Valdemar besad nu forskellige former for overhøjhed over et område der gik fra Holsten i vest til Estland i øst, en hel bræmme af landskaber og fyrstendømmer der udgjorde et bolværk mod tysk ekspansion mod Danmark.

Men 1223 gik det galt. Natten til 7.5.1223 fangedes Valdemar og hans søn Valdemar den Unge under en jagt på Lyø af grev Henrik af Schwerin, under påskud af et mellemværende om ejendomsdispositionerne i forbindelse med prinsesse Oda af Schwerins ægteskab med grev Niels, men i virkeligheden en aktion der havde støtte i en koalition af tyske fyrster som havde kejser Frederik 2.s tilslutning. De mecklenburgske og pommerske vasaller faldt fra Valdemar og Nordalbingien gik tabt, selv om Albrecht af Orlamünde tappert forsvarede besiddelsen på Valdemars vegne. 25.12.1225 kom Valdemar fri af fangenskabet mod en stor løsesum (if. traktaten skulle det være i alt 45.000 mark sølv, og den tilvejebragtes under store danske ofre, den nylig afdøde dronnings guldsmykker undtagen kronen indgik deri). 19.4.1226 løslodes Valdemar den Unge.

Valdemars umiddelbare reaktion var et stort forsøg på i et enkelt fremstød at vinde alt det tabte tilbage, eller det meste deraf. Det mislykkedes med hans nederlag i slaget ved Bornhøved i juli 1227 og kongen opgav ethvert videre forsøg. Han koncentrerede sig i den sidste del af sin regeringstid om magtens konsolidering indadtil. Alt var heller ikke tabt; først og fremmest var det lykkedes Valdemar at modsætte sig det stadig tilbagevendende krav om at tage riget i len af kejseren. Og pavens sympati for Danmark var ikke sat over styr.

Den stærke kraft bag kongens indenrigspolitik var det harmoniske samarbejde med kirkens ledere, blandt dem den lærde ærkebiskop Anders Sunesen indtil dennes død 1228. Anders Sunesens parafrase på latin af Skånske lov er et udtryk for det højt kvalificerede juridisk-videnskabelige arbejde der med kongens billigelse foregik for at indpasse det nedarvede danske retssystem i tidens civiliserede europæiske juridiske normer. Den af kongen selv i hans sidste leveår højtideligt udstedte Jyske lov er et vidnesbyrd om samme aktivitet, nedskriften i tidssvarende form og under hensyn til samtidens livsvilkår af retsregler der enten var eller opfattedes som nedarvede fra ældre generationers danske retsliv på tinge. Intet under at den senere middelalder henviser til ældre danske retstilstande med betegnelsen "Kong Valdemars Love" uden at gøre det helt klart om der foruden Valdemar 2. tillige tænkes på Valdemar 1. Valdemar synes tillige at have gennemført omfattende administrative reformer dels af finansvæsenet, dels af rigets forsvar. Forholdet mellem lokalforvaltningen og centralstyret synes at være blevet lagt i faste rammer (bryderne på kongsgårdene, fogederne på de kongelige borge over for marsk, drost, e ventuelt gældker, kansler og kammermester), selv om mange enkeltheder i forvaltningens opbygning og i skattesystemets indretning er gådefulde. Især ledingssystemet synes at være blevet reorganiseret således som det bl.a. fremgår af den såkaldte Kong Valdemars jordebog. Denne er et middelalderligt blandingshåndskrift (nu i det danske rigsarkiv) som er udarbejdet i Sorø kloster omkring 1300 men indeholdende afskrifter af autentiske optegnelser fra den kongelige finansforvaltning under Valdemars regeringstid. Dens såkaldte hovedstykke stammer fra 1231. Sammenholdt med Jyske lovs ledingsbestemmelser giver jordebogen et interessant indblik i ledingsvæsenets indretning i perioden, men som helhed vidner jordebogen om den kvalitet den danske centraladministration havde nået i Valdemars regeringstid. En kvalitet der svarer til tidens europæiske standard og til Valdemarernes ideologi om det teokratiske kongedømme der kulminerede under Valdemar for at gå en krisetid i møde under hans efterfølgere.

Familie
Valdemar døde i Vordingborg og er begravet i Ringsted Skt. Bendts kirke.

Forældre: kong Valdemar den Store (1131-82) og Sophie (ca. 1141-98). Gift 1. gang 1205 med Dagmar, død 24.5.1212 i Ribe, d. af Ottokar 1. af Bohmen (død 1230) og Adela af Meissen (død 1211). Gift 2. gang maj 1214 med Berengaria, død 27.3.1221, d. af Sancho 1. af Portugal (1154-1211) og Dulce (død ca. 1198).

Med Dagmar far til Valdemar den Unge. Med Berengaria far til Erik Plovpenning, Abel (død 1252), Christoffer 1. og Sophie (død 1247). Desuden far til Knud (ca. 1205-60) og Niels (død 1218). Bror til Ingeborg (ca. 1175-1237), Knud den Sjette og Richiza (død 1220).

Ikonografi
Relief på kathoveddørens tympanon fra 1100-tallet (Ribe domk.) har været antaget at forestille Valdemar. Kalkmal. fra beg. af 1300-tallet (Ringsted Skt. Bendts k.). Fremstillet på vævet tapet af H. Knieper 1581-84 (Nat.mus.) og på stik og tegn. fra 1600-tallet (Kgl. bibl; Kgl. bibl. i Sth.), bl.a. på titelblad til Saxoudgaven 1644. Tegn. af Crispin de Pas ca. 1640 (kobberstiksaml.) og mal. af G. Honthorst s.å. (Drottningholm) forestillende slaget 1219. Fremstillet på stik af Meno Haas, 1771, på C. A. Lorentzens mal., 1809, af slaget i Estland (St. mus.), efter dette stik af J. J. G. Haas. Mal. af Valdemar i fangeskab af A. A. Müller udst. 1835, tegn. deraf af Muller selv (Fr.borg). Afbildet på mal. af Emil Andersen udst. 1836 og på flere tegn. af samme (Vejle mus.). Valdemar med sin døde søn på mal. af samme, 1843 (Fr.borg), litograferet af A. Kittendorff. Afbildet på litografi 1840 efter tegn. af V. Bing. Litografi af L. Lehmann af Valdemar i fangenskab. Afbildet på mal. af P. Raadsig udst. 1850. Afbildet på flere tegn. af L. Frølich, bl.a. ca. 1853, skitse til mal. 1856: Valdemar giver Jyske lov (retssalen i Flensborg), og på radering af Frølich, 1863, af dronning Dagmars ankomst. Afbildet på litografi af P. Klæstrup. Afbildet på mal. af dronning Dagmars død af Th. Wegener og af G.v. Rosen, 1879 (Fr.borg, dep. i Ribe amtsråd). Statue af Th. Stein (folketinget, hidrørende fra Fr.borg). Illustrationer af Rasmus Christiansen på en ramme. Flere scener af Valdemars liv på mal. af Agnes Slott-Møller udst. 1927, 1932 og 1934 (bl.a. Nyborg slot). - Tegn. af nu ikke synlig gravsten (Fr.borg).

Bibliografi
Erik Kroman: Kong Valdemars jordebog, 1936. N. G. Heine i Østersøproblemer omkr. 1200, 1941 = Humanistiske studier II 9-85. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (fot. optr. 1976). Samme i Danm.s hist. I, 1977 373-99. Hal Koch i Den danske kirkes hist. I, 1950. Anne K. G. Kristensen: Danm.s ældste annalistik, 1969. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971. Thomas Riis: Les institutions politiques centrales du Danemark 1100-1332, 1977 = Odense univ. studies in history and social sciences XLVI.


Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 14 Maj 2021 med Legacy 9.0 fra MyHeritage.com; Ophavsret og vedligeholdelse af mail@ClausBechgaard.dk